Silken stammer fra Kina.
Kineserne formåede i lange tider at hemmeligholde hvorledes silkeormene opdrættedes og hvorledes man producerede silke af tråde fra silkelarvernes kokoner.
Det menes at kineserne vævede stoffer af silke allerede 3000 f. Kr,- en teori der underbygges af arkæologiske fund af silkekokoner i Shanxi provinsen og af vævede silkebånd i Zhejiang provinsen. Måske var det endda endnu tidligere, da man for nyligt har fundet afbildninger af silkeorme,- afbildninger som menes at være 6000-7000 år gamle!
Silken var i det gamle Kina forbeholdt kejseren og hans familie; således bar kejseren en hvid silkekåbe når han opholdte sig i sit palads og en gul når han var ude.
Sidenhen begyndte også lavere klasse at bære silkeklæder og silkeindustrien blev en af de vigtigste i Kinas økonomi. Silken blev anvendt til mange formål: Strenge til musikinstrumenter, fiskeliner, buestrenge og til papir af fineste kvalitet.
Silke blev også et betalingsmiddel. De kinesiske bønder betalte skat med silke og korn og når Kina handlede med andre folkeslag betalte man med silke.
Kina mistede sit monopol på silkeproduktion da bølger af kinesiske flygtninge bragte serikulturen (seri=silke) med sig til Korea i ca. 200 f. Kr.. Denne viden vandrede videre vestpå og i ca. 300 e. Kr. var dyrkningen af silkeorme etableret i Indien og i ca. 550 e. Kr. smuglede to munke æg fra silkesommerfuglen skjult i udhulede stokke ind til Kejser Justinians hof i Byzans. Den byzantinske kirke og stat opbyggede kejserlige værksteder, monopoliserede silkeproduktionen og hemmeligholdte sin viden om hvorledes man dyrker silke.
I det 6. Århundrede havde perserne lært sig at mestre silkedyrkning og vævning, men først i det 13. århundrede, under det Andet Korstog, fik italienerne fat i hemmeligheden. Silkeproduktion blev ganske udbredt i Europa og selv i Danmark forsøgte Kong Christian IV at etablere silkeavl. Det blev dog aldrig en succes, pga. manglende viden og mangel på korrekt foder til larverne.
I dag dyrkes silke i mange lande, men Kina er stadig den største producent, efterfulgt af Indien, Japan, forskellige stater fra det tidligere Sovjet (især Uzbekistan) og Brasilien. Herefter følger en række lande med mindre produktion.
Ordets historie
Silke hed på oldkinesisk ’sir’ eller ’ser’, som var benævnelsen for en bestemt trådtykkelse, svarende til ti af silkeormens kokontråde.
Ordet blev med silkehandlen ført til vesten og blev til navnet på silkestof. Siden dannedes på græsk ordet ’serikos’ og på latin ’sericus’ som betyder ’af silke’
’Seres’ betød ’silkemænd’, dvs silkehandlere fra Centralasien. For vesterlændingene var disse omgæret af mystik, for man viste ikke rigtigt hvor de kom fra. Således blev ’serernes land’ et mytisk og sagnomspundet sted. Først omkring år 800-900 blev det klart for vesten hvor silkemændene og silken stammede fra. Det var også omkring dette tidspunkt at nordiske handelsmænd kom til Centralasien, hvor de handlede silke med lokale iransktalende købmænd, der udtalte det græske ’sekikon’ (silkeklæde) som ’silikon’.
Et andet europæisk ord for silke findes i det svenske ’siden’, tysk ’seide’ og fransk ’soie’ – alle disse ord stammer fra den latinske sammensætning ’saeta serica’ som betyder ’silkestof’ eller ’orientalsk stof’.
På mongolsk hed silke ’torok’, en betegnelse der blev overført til silkehandlerne som ’turuk’ el. ’türük’, som igen ledte til navnet på et folk, ’türk’, dvs. tyrker.
Silkeproduktion
Der findes mange forskellige silkesommerfugle, men den som kineserne fremavlede, er den blinde og ikke flyvedygtige Bombyx mori. Faktisk er sommerfuglen slet ikke en sommerfugl, men af arten spindere.
Hun-spinderen lægger i løbet af 4 til 6 dage ca. 500 æg, som hver er på størrelse med et knappenålshoved. Herefter dør hun.
Æggene opbevares ved ca. 18 grader, gradvist stigende til 25 grader celsius, som er den temperatur æggene klækkes ved.
Larverne fodres hver halve time, dag og nat, med friskplukkede morbærblade. På én måned vokser larverne til 10.000 gange deres ”fødsels”vægt og har nu oplagret energi nok til at gå over i kokonstadiet.
I løbet af 3-4 dage spinder larven en kokon af silketråd rundt om sig selv. Kokonerne opvares på et varmt og tørt sted i 8-9 dage, hvorefter silketråden er klar til at blive viklet af kokonen.
Først dampes eller bages kokonen for at slå puppen (larven) ihjel og siden lægges den i varmt vand for at løsne silketråden.
Én kokon består af 600 til 900 meter silketråd, som forsigtigt vikles på en spole. De superfine silketråde spindes sammen 5-8 for at danne én tråd, egnet til vævning af stof og til broderi.
Korte facts:
30 gram æg bliver til ca. 30.000 silkelarver som æder ca. 1 ton morbærblade og producerer ca. 6 kg. råsilke.
